Ny som privatlærer?

Kom godt i gang med det praktiske

At blive privatlærer er en spændende måde at kombinere din faglige viden med muligheden for at tjene lidt ekstra. At undervise én-til-én føles for mange naturligt. Det svære kan være at finde ud af, hvordan man opbygger en forretning som privatlærer. Her guider vi dig gennem de vigtigste trin og regler, så du kan få en tryg start.


Opret din profil og bliv fundet af elever


privatlærer.dk kan du gratis oprette en profil, hvor du beskriver dine kompetencer, din undervisningsstil og hvilke fag, du tilbyder. Det er vigtigt, at din profil er udfyldt med:

  • En præsentation af dig selv: Fortæl kort hvem du er, og hvorfor du underviser.
  • Fag og niveauer: Vær tydelig omkring, hvilke fag du tilbyder, og om du underviser folkeskole-, gymnasie- eller universitetsniveau.
  • Priser og rammer: Angiv en realistisk timepris, og skriv om du tilbyder onlineundervisning, fysisk undervisning i bestemte områder eller begge dele.
  • Billede: Et godt profilbillede øger chancen for, at eleverne vælger dig.

Når din profil er aktiv, kan elever kontakte dig direkte gennem platformen. Det betyder, at du slipper for selv at opsøge kunder. Men du skal selv stå for selve aftalerne og økonomien.


Betaling af skat som privatlærer er lettere end du regner med


Som privatlærer skal du selvfølgelig håndtere din indkomst - men processen er mere enkel, end de fleste tror.


Du kan håndtere indtægten fra privatundervisning på to måder:

  • B-indkomst - enkelt og uden krav om fakturaer eller regnskab.
  • Virksomhed - relevant ved mere regelmæssig undervisning; giver fradrag for udgifter, men kræver regnskab og fakturaer.

Langt de fleste vælger at bruge metoden med B-indkomst. Denne gennemgår vi nedenfor:


Hvor meget skal du betale i skat som privatlærer?


På samme måde, som hvis du har et andet job, skal du betale AM-bidrag og personlig indkomstskat af din indkomst. Lad os sige at du tager 200 kr. i timen, og at din trækprocent er 38% (du kan finde din trækprocent ved at logge ind på skat.dk, og gå til din forskudsopgørelse. Din trækprocent står på toppen af siden):

  • AM-bidrag er 8% (200 kr. x 8% = 16 kr.)
  • Indkomst efter AM-bidrag er 200 kr - 16 kr = 184 kr.
  • Trækprocent 38%. (184 kr. x 38% = 70 kr)
  • Samlet skat: 200-114 = 86 kr.
  • Tilbage til dig (netto): 184 kr - 70 kr = 114 kr.

Du kan beregne din netto timeløn (eller indtægt) med denne formel:


Formel: Netto timeløn = Timepris * 0,92 * (1 - Trækprocent/100)

Sådan holder du styr på din indkomst


Det er en rigtig god idé at lave et regneark, hvor du noterer dato, elev, beløb og skat. For du skal over for skat.dk kunne dokumentere hvad de beløb, der er kommet ind på din konto stammer fra.


Sådan indberetter du din B-indkomst og betaler skat


Når dine elever har betalt for timerne, fx via MobilePay, skal der betales Skat af beløbet. Da indkomsten ikke bliver registreret nogen steder, skal du selv sørge for at betale skat.

Vigtigt: Nedenstående vejledning er kun ment som en generel introduktion til, hvordan B-indkomst kan håndteres i forskuds- og årsopgørelsen. Den udgør ikke juridisk eller skattemæssig rådgivning og er derfor ikke juridisk bindende. Regler kan ændre sig, og din situation kan være anderledes end de beskrevne eksempler.

Vær også opmærksom på, at uanset om du vælger B-skat eller virksomhed, skal du være opmærksom på, at hvis din omsætning fra momspligtige ydelser (altså ydelser, der ikke er fritaget for moms) overstiger 50.000 kr. inden for 12 måneder (eller du forventer, at det overstiger 50.000 kr), skal du momsregistreres. Nogle typer privatundervisning er momsfritaget, mens andre typer er momspligtige.


For bindende information og personlig vejledning, skal du altid tjekke de officielle retningslinjer på skat.dk eller kontakte skat.dk (det er gratis).

Når du skal betale skatten er der to steder, der er væsentlige:

  • Forskudsopgørelsen: Frivilligt, men praktisk
  • Årsopgørelsen: Lovpligtigt

Forskudsopgørelsen


Der er flere metoder, men når B-indkomsten er varierende, er den letteste måde rent administrativt, at lave en fx månedlig betaling på skat.dk’s hjemmeside. Her skal du først udregne, hvor meget skat du skal betale. Så indtaster du beløbet direkte på hjemmesiden og betaler med det samme med dit betalingskort.


Eksempel: Du har i april måned haft 10 timer af 200 kr og dermed tjent 2000 kr. før skat. Din trækprocent er 38%. Du skal derfor i skat betale 2000-2000*0,92*(1-0,38) = 859,2 som skal rundes op til 860 kr.


Årsopgørelsen


Årsopgørelsen for et givent indkomstår bliver normalt tilgængelig i marts året efter. Når årsopgørelsen bliver tilgængelig (du får besked i din e-Boks):

  • Log ind på TastSelv.
  • Her ligger din årsopgørelse klar med de oplysninger Skat.dk allerede har.
  • Under B-indkomst, skal du selv tilføje det endelige beløb, hvis det ikke allerede er registreret. Her du indtaste beløbet før skat.
  • Hvis det beløb, du har indtastet i forskudsopgørelsen er mindre end det beløb, du har tjent, skal du betale det som restskat (samt renter af restskatten). Hvis du derimod har indtastet et højere beløb end det, du faktisk har tjent, vil du få pengene tilbage som overskydende skat.

Kom godt i gang med de første elever


Når du først er i gang, handler meget om at finde en god balance mellem undervisning og struktur. Her er nogle råd til de første måneder:

  • Start småt: Tag et par elever, så du lærer at planlægge tid og energi.
  • Kommunikér klart: Vær tydelig om mødetider, aflysninger og forberedelse.
  • Vær fleksibel: Mange elever (og forældre) har travle kalendere. Jo mere fleksibel du er, jo større chance for faste kunder.
  • Tilbyd en gratis prøvetime: Det giver eleven (og forældrene) mulighed for at se, om kemien og undervisningsformen passer - og du får samtidig mulighed for at vurdere elevens niveau og behov, så du kan tilpasse undervisningen fra starten.

Hvad er en realistisk timepris?


Timeprisen for privatundervisning varierer afhængigt af fag, erfaring og hvor i landet du underviser. For gymnasiefag og folkeskolefag ligger prisen ofte mellem 180 og 300 kr. i timen. Du kan se, hvad andre privatlærere tager i timen her.


Som ny privatlærer kan det være en fordel at starte i den lave ende af prislejet for at tiltrække de første elever og opbygge erfaring. Efterhånden som du får flere forløb og gode anbefalinger, kan du gradvist justere prisen op. Det vigtigste er, at din pris både afspejler din faglige viden og den værdi, du giver dine elever, og at den samtidig føles fair for dig og attraktiv for eleverne.


Hvis du skal bruge tid på transport, kan du overveje at lægge et tillæg oven i prisen.


Samtidig kan du overveje at tilbyde pakker af fx 10 timer til en lidt lavere timepris, så du er sikret et længere forløb og en mere stabil indkomst.


Fordelene ved at være selvstændig privatlærer

  • Fleksibilitet: Du bestemmer selv, hvor meget du vil arbejde.
  • Praktisk erfaring: Du får mulighed for at bruge din faglige viden i praksis og samtidig kan det styrke din egen forståelse, fordi man ofte lærer stoffet endnu bedre, når man forklarer det til andre.
  • Indflydelse: Du kan skræddersy undervisningen og få stor indflydelse på elevernes udvikling.
  • Karriereperspektiv: Det kan være et springbræt til en fremtidig karriere inden for undervisning eller konsulentarbejde - og i det hele taget en god erfaring at have på dit CV.
  • Økonomi: Du beholder hele indtægten selv, i modsætning til bureauer, der ofte tager en (stor) del af betalingen.

Sådan kommer du godt i gang med at undervise


Hvordan planlægger du en undervisningstime?

En god undervisningstime behøver ikke være kompliceret, men det hjælper at have en fast struktur. Der er typisk to måder at gribe det an på:


1. Udgangspunkt i elevens lektier

Bed eleven om at medbringe de opgaver eller emner, de har svært ved.


Brug tiden på at forklare metoder, gennemgå konkrete eksempler og arbejde sammen om opgaverne.


Fordelen er, at du hjælper direkte med det, eleven skal kunne i skolen.


2. Udgangspunkt i dine egne materialer

Forbered øvelser eller små opgaver, der passer til elevens niveau. Kender du ikke elevens niveau, så tag alligevel lidt opgaver med. Det er typisk bedre at have lidt ekstra materiale med, end at stå uden noget at arbejde med. De første opgaver kan du bruge til at vurdere elevens niveau, og derefter kan du justere sværhedsgraden undervejs.


Tips til selve undervisningen


1. Tilpas undervisningen til eleven

Start altid med at finde ud af, hvor eleven står fagligt. Tilpas tempo, indhold og sværhedsgrad til netop deres behov i stedet for at følge en fast plan.


2. Giv hurtig og præcis feedback

Vent ikke til "næste gang". Ret fejl og misforståelser med det samme. Ros, når noget er korrekt, og vis trin for trin, hvordan eleven kan forbedre det, der er svært.


3. Brug flere forklaringer

Hvis eleven ikke forstår en opgave, så prøv en ny vinkel: regn et lignende eksempel sammen, tegn opgaven op visuelt, eller knyt den til noget, eleven kender fra hverdagen. På den måde får eleven flere indgange til at forstå stoffet.


4. Arbejd, indtil emnet sidder fast

Lad ikke eleven gå videre, før stoffet er på plads. Gentag opgaver eller varier øvelserne, indtil eleven kan det uden usikkerhed. Det giver succesoplevelser og styrker elevens faglige selvtillid.


5. Skab en tryg ramme

Motivation og selvtillid betyder meget. Vær opmuntrende, anerkend fremskridt og vis, at fejl er en naturlig del af læringen.


Klar til at blive privatlærer?


At starte som privatlærer kræver ikke en masse erfaring - blot lysten til at dele din viden og lidt struktur i hverdagen.

På privatlærer.dk hjælper vi dig med at blive synlig for de elever, der har brug for hjælp. Når først du er oprettet, handler det bare om at tage de første skridt, få erfaring og bygge dit eget undervisningsunivers op.